Helsingør Havn kan servicere verdens største krydstogtsskibe og tilbyde faste eller periodiske pladser til super yachts ved den helt nye Kongekaj, hvor skibe op til 150 m. kan anløbe. Det mest kendte er Queen Mary 2, der har gæstet os de seneste 3 år.

Hele området omkring Helsingør Havn er i forandring med Kulturområde Kronborg som motor i den udvikling der bringer stadig flere og flere turister til Helsingør. Flere skibe bruger også Helsingør Havn som base for København der kun ligger 45 km. væk.

Der er en lang tradition for at Dronning Margrethe indleder foråret med at besøge os med Kongeskibet Dannebrog, og de senere år har krydstogtsskibene og flere super yachts også fået øjnene op for Helsingør Havn, der ligger som ‘nøgle’ til Østersøen.

Som gæst i Helsingør Havn får du det hele. En kompakt bykerne med små gamle krogede gader, og seværdigheder i verdensklasse, som f.eks. Kronborg med ‘World Heritage’ status og HamletScenen, som afføder stor international anerkendelse.

Vi har her på siden samlet al den information, du som cruise- eller super yacht turist har brug for, og vi håber at du vil få et fantastisk ophold…